Lørdag den 21. oktober blev Danske Skønlitterære Forfatteres nye pris Den svære Toer uddelt for første gang. Prisen på 50.000 kr. gik til Caroline Albertine Minor for novellesamlingen Velsignelser.

Bogen handler om de tunge ting i livet, død, tab, svigt, brud, mennesker der forsvinder fra os, og som efterlader os i sorgens limbo, neddykket i tomhed og savn. Men også om hvordan livet umærkeligt kan få tag i os igen, gennem tilfældige møder, fysisk kontakt og berøring, sex, mennesker der rækker ud, omsorg og uventet venskab. Det bliver altsammen fortalt i et strømførende sprog, der hele tiden er levende og let, på trods af det indimellem hjerteskærende stof de bakser med.

Juryen bestod af Lone Aburas, Dennis Gade Kofod og mig selv, der havde fornøjelsen af at overrække prisen.

Foto: Torben Åndahl