Bryggen

STORBYSAGA

Bryggen

'Bryggen - en storbysaga' er en samling delvis realistiske, delvis magiske historier, der alle udspiller sig i kvarteret Islands Brygge.

Storbysagaens personer er mere eller mindre ensomme, kærlighedssøgende mennesker som forsøger at begå sig ude i virkeligheden.

Per Theil, Jyllands-Posten:

“Tabet af kærlighed eller søgen efter en kærlighed er fællestemaet for Anne-Mette Riis Rasmussens noveller. Det er et tema, der er blevet bogstaveret før i litteraturen, men det gøres mere end pænt her.”

(…)

“Og forfatterens egne ord? Samler de sig til noget sandt og oprigtigt? Anne-Mette Riis Rasmussen skriver i alt fald de fleste gange rigtig godt; værst hvor hun er for villet, bedst hvor hun er stram og sitrende i sproget. Så er der virkelig magi.

Bryggen rejser sig i hele sin postmoderne forvandling flot og forstemmende: Siloerne, der står som store grå tårne; skibsskroget som et vartegn; himlen og havnebassinet. Snart føler menneskene sig som engle, snart synker de til bunds i mørket. Snart bliver de til dyr.”

Christian Graugaard, Politiken:

“Også i København S lever man trivielt-fantastiske tilværelser, som slynger sig ind og ud af hinanden. I bermudatrekanten mellem Amager Boulevard, Artillerivej og Islands Brygge bor den kvindeforbrugende avantgardekunstner dør om dør med den panikslagne samfundsfagslærer, og fra hver sit vindue kan de betragte to ensomme nattesvømmere, eller høre en ellers stilfærdig pige råbe ‘røvhul’ efter sin fordrukne far. På internettet kan de komme i brusebad med Desirée, som i virkeligheden hedder Rikke…”

(…)

Fortsæt selv spiralen – eller få fingre i Anne-Mette Riis Rasmussens historier om stilfærdigt eksplosive eksistenser i en af storbyens hurtigst knopskydende celler. “Bryggen” er Rasmussens tredje bog, og hun skriver solidarisk og fint registrerende om morderisk begær og fatale længsler, om panikaldre, uegal kærlighed og smertelige symbioser.”

Anne Rumland, Bryggebladet:

“Lad det være sagt med det samme, “Bryggen – en storbysaga” er værd at læse.

Ikke bare fordi den er brandgod, men også fordi den foregår på Bryggen, selvom den i princippet kunne foregå i et hvilket som helst andet bymiljø i Danmark.

Rammen om de syv små fortællinger er Islands Brygge, som vi kender bydelen, og historierne fletter sig ind og ud af hinanden, som man kender det fra nyere og prisbelønnede film.”

(…)

“Enkelte hovedpersoner er man som læser og bryggebo helt sikker på, at man har mødt på Bryggen. Så skarpt og indfølende har forfatteren formået at fortælle sine historier.”

Sarah Bøgh Thyssen, Flensborg Avis:

“Det er billeder på livet, når det er værst og mest håbløst, men de korte historier er fortalt i et stemningsfuldt og billedskabende sprog, der på en gang gør det hele værre og alligevel til at holde ud.”